(Blå, Gul, Sort, Grøn) Den rene zinkoverflade angribes meget nemt af luftens ilt, med dannelse af såkaldt hvidrust til følge. Dette kan modvirkes med en efterfølgende behandling i nogle kemiske bade, hvor der ikke påføres strøm. Denne kemiske behandling virker lidt som en konservering af overfladen. Saltene reagerer med overfladen på en måde, så ilten efterfølgende får sværer ved at angribe zinkoverfladen. Denne behandling, som i øvrigt kaldes kromatering, virker derfor korrosionsbeskyttende og bevarer zinkoverfladens udseende i en kortere eller længere periode, afhængig af hvilken kromateringstype man vælger.
Der findes fem typer, hvoraf de tre vigtigste hedder blå (B), Gul (C), og sort kromatisering (F). Alle kan de give en endnu bedre holdbarhed ved en efterfølgende lakbehandling, der består i påføring af en vandbaseret acryllak.
Når man udelukkende er interesseret i at opnå beskyttelse mod korrosion, er forzinkning den billigste af overfladebehandlingerne. Man skal desuden være opmærksom på, at når man specificerer en forzinkning i overenstemmelse med en eller anden standard, så gælder den kun for den del af emnet, som kan berøres med en kugle af diameteren 20 mm. Dvs. at et emne, der visse steder har en krumning større end denne kugle, ikke på disse steder kan forventes at overholde standarden.
Dette skyldes at strøfeltet (som altid er med til at udfælde zink på overfladen) i bogstaveligste forstand opfører sig som en strømning. Er overfladen uensartet med fordybninger og forhindringer, vil strømfeltstyrken disse steder være svagere og udfældningen af zink tilsvarende ringere.
RoHS-diriktivet (Restriction of Hazardous Substances)